• Mandag - fredag 8:00 - 16:30
97 88 95 00

Der findes mange parasitter i vore firbenede venners verden!

​En parasit er en organisme, der ernærer og formerer sig på et andet individ. Parasitter opdeles generelt i ektoparasitter ( parasitter udenfor værten ) og endoparasitter ( parasitter indeni værten).

Ektoparasitter

De typisk forekommende ektoparasitter hos vore kæledyr er lopper, lus, flåter, øremider, skabmider, hårsækmider samt rovmider.

​Disse parasitter er årsag til rigtig mange henvendelser hos dyrlægen. Som oftest sker henvendelsen på grund af et tilstødende hudrelateret problem hos hunden eller katten. I de fleste tilfælde registrerer kæledyrets ejer, at hunden eller katten ” lopper ” sig i større grad end sædvanlig.

​Efter en kort periode med øget kløe, vil de fleste hunde og katte udvikle sår af en eller anden karakter – det er som oftest på dette tidspunkt, kæledyrets ejer søger dyrlæge.​

Lopper

Loppen er nok den oftest forekommende parasit hos hunden og katten. I dag er det i langt de fleste tilfælde katteloppen, der beboer kæledyrerne. Dette skyldes, at katteloppen trives rigtig godt med vores boligformer – varmt og tørt.

​Loppens livscyklus består af 4 stadier ( æg->larve->puppe->voksen ). Regner man med en population på i alt 100 %, vil 5 % være voksne lopper, 50 % vil være æg, 15 % vil være pupper og de resterende 35 % vil udgøres af pupper! Der er altså relativ set langt flere æg, pupper og larver i dyrets omgivelser end voksne individer på selve dyret.

Loppen lever gennemsnitlig ca. 10 dg. og hunloppen kan i denne periode lægge 10-15 æg dagligt! Det tager omkring 1-21 dg. for et loppeæg at klækkes. Larven forpupper sig og kan hvile i dette stadie i op til 1 ½ år.

Lopper kan dog i de fleste tilfælde holdes fra livet med den korrekte forebyggelse. Har man først fået loppen inden døre, kan det dog kræve et lidt større tiltag at komme dem til livs! Det kan være en god ide at veksle mellem forskellige antiloppepræparater. Rigtig mange kæledyrsejere samt dyrlæger har de senere år registreret nedsat effekt overfor lopper for enkelte præparater.

​Lopper kan, udover at være et irritationsmoment for både firbenede og tobenede væsner, overføre bændelorm og give blodmangel hos hvalpe og killinger. Måske kan loppen også overføre enkelte blodsygdomme.​Stadig flere hunde og katte udvikler tillige allergi overfor loppespyt. Er der tvivl om, hvorledes forebyggelsen/behandlingen skal foretages, er det en god ide at tale med dyrlægen om problemet.

Flåter

Flåten er ikke en tæge, men derimod i familie med skabmiden samt hårsækmiden. Flåten lever i skov, krat samt tæt vegetation. For at den voksne flåt kan suge blod fra et pattedyr, skal den have gennemgået et larvestadie samt et nymfestadie.

​De fleste ejere af kæledyr har registreret en stigende forekomst af flåter. Årsagen hertil ligger i mere milde vintre samt en øget bestand af vildt.

​De fleste er bekendt med at flåter kan overføre forskellige blodsygdomme til både hunde, katte og mennesker.

​Flåten kan som loppen forholdsvis let forhindres i at ”bosætte” sig på vor firbenede venner. Det er dog altid en god ide at efterse hunden og katten efter en tur i flåttætte områder. Findes der flåter på kæledyret bør disse straks fjernes.​

lus og øremider

Lus er i dag et forholdsvis sjældent problem blandt hunden og katten.

Øremider hus hunden og katten ses relativ ofte. Øremiden er en lille parasit, der lever i og på huden.

​Den lægger æg i gange gravet i huden. Efter ca. 21 dg. klækkes disse æg til 2. generations voksne osv. Øremideangreb er stærkt kløende og danner i de fleste tilfælde en forøget ørevoksproduktion, der ofte er mørkt i farven.

​Øremiden behandles let med forskellige ektoparasittære midler.​

Skab

Skab er en meget kløende hudlidelse forårsaget af en lille mide. Oftest smittes hunden eller katten via kontakt til smittede ræve eller skabinficerede områder.

​Det er således oftest jagthunde samt landlevende hunde der smittes med skab. I de fleste tilfælde ses et stærkt kløende udslæt på hoved, ører, forben samt sider. Det er i dag muligt at påvise tilstedeværelsen af skabmiden via en blodprøve. Derudover kan der foretages skrab af smittede hudområder i forsøg på at påvise miden.

Man kan også selv foretage en lille hjemmetest, hvor hunden eller katten gnides på øreflappen. ” Lopper ” hunden eller katten sig ved dette, kan der være tale om skabmideinfektion.

Lad dog altid dyrlægen undersøge den mistænkte patient! 

Behandlingen for skab kan være langtrukken, men behandlingsresultaterne er i langt de fleste tilfælde gode. Som oftest gives hunden et antiparasitært middel i nakken. Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at vaske hunden med en antibakteriel shampoo.

Endoparasitter

Endoparasitisme hos vore kæledyr er meget udbredt. Som oftest ses endoparasittter som rundorm og bændelorm især hos de yngre individer. Oftest dyr < 3-4 år.
​
Hvalpe og killinger smittes oftest i fosterstadiet i de tilfælde, hvor den drægtige tæve eller den drægtige hunkat ikke er behandlet forud for parringen.
​Voksne hunde har generelt en mindre risiko for smitte, hvorimod voksne, udelevende katte meget let smittes ved indtagelse af fugle og små gnavere.
​
Hunden og katten bør behandles når de er smittede med indvoldsorm, og der bør generelt behandles smalspektret. Det vil sige, at dyrlægen finder frem til hvilken type indvoldsorm kæledyret er smittet med ( undersøgelse af afføring), og så anvendes der et aformningsmiddel mod den fundne type indvoldsorm.
​Dette for at optimere behandlingen for det enkelte individ samt for at hindre en eventuel risiko for resistens udvikling.
​
Ved en mistanke om endoparasitsmitte hos kæledyret, er det derfor en god ide at få lidt afføring undersøgt hos dyrlægen.
​
For den unge hund ( hunde < 4 år ) er det tilmed en rigtig god ide at medbringe lidt afføring ved den årlige sundhedsundersøgelse/vaccination til undersøgelse for eventuel smitte.
​Enkelte endoparasitter er zoonoser – det vil sige, at de udgør en smitterisiko for os mennesker. Derfor er optimal behandling af indvoldsorm vigtig, især hvis der i husstanden er småbørn..
​
Idet flere og flere vælger at medbringe kæledyret på udenlandsrejser, eller importerer hunde og katte fra andre lande, ses også mere eksotisk forekommende endoparasitære lidelser. Dyrlæger landet over undersøger for eksempel i stigende grad for smitte med fransk hjerteorm hos hunde med kronisk hoste. Den tropiske hjerteorm, der endog er en zoonose, er også påvist indenfor de sidste år i vores praksis!

Rundorm

Rundorm hos hunden og katten udgøres typisk af spolorm, hageorm, piskeorm samt i mindre grad hjerteorm.
​
Mange voksne hunde og katte er ”latent – inficerede ” med indvoldsorm – det vil sige, at de er smittet i lav grad. I mange tilfælde er det således ikke muligt at se indvoldsorm i afføringen. Der skal således en mikroskopisk undersøgelse til hos dyrlægen for at finde spor efter smitte. Dyrlægen kan via en sådan undersøgelse finde eventuelle æg i afføringen og herunder artsbestemme dem.​

Spolorm

Spolorm er meget udbredt blandt hunde og katte i Danmark. Der er tre forskellige arter, men kun en enkelt art deles af både hund og kat – ellers har hunden og katten sin helt egen spolormart. Spolormen er i stand til at smitte det ufødte foster og aktiveres efter fødslen.
​
Ved massiv smitte kan voksne orm ses i både opkast og afføring. Der kan også ses diarre, blodmangel, afmagring / utrivelighed, oppustethed, opkast samt bugsmerter. Hvalpe kan tillige hikke og eventuel hoste. ( hikke kan dog også ses hos hvalpe efter foderindtagelse ).

Spolormen er en zoonose – den kan smitte til mennesket. Oftest er det småbørn der smittes – og sandkassen er en klassisk smittekilde, idet katten gerne anvender sandkassen som kattebakke.​

Hageorm, piskeorm og strongylider

Hageorm ses ikke så ofte, da den som regel kun forekommer i kenneler eller hundepensioner samt ved manglende management. Hageorm ses også oftest hos de helt unge hunde, der har tendens til at skulle undersøge alt på sin vej. Hvalpe kan smittes via tævens mælk.

Piskeorm ses relativt sjældent i danmark.

Strongylider forekommer hos både hunden og katten. De forekommer dog sjældent i Danmark.​

Hjerteorm

I de senere år er infektion med Fransk hjerteorm tiltaget. For få år tilbage var smitten koncentreret til hovedstadsområdet. Nu er hjerteormen også påvist andre steder i landet.
​
Hjerteormen har snegle som mellemvært, Hunden smittes ved at indtage snegle, slikke på sneglespor samt "græsse". Unge hunde samt "græssende" hunde er mest udsat for smitte.
​
Hjerteormslarver ”vandrer” fra lungevæv til hjertet i forbindelse med hoste eller når hunden "rømmer sig". Derfor vil hunde med kronisk hoste samt eventuelle hjertesymptomer mistænkes for hjerteorm.

​Vores erfaring med hjerteorm er, at hoste bestemt ikke altid ses. Nedsat ydeevne, træthed samt mavetarm problemer og øget blødnings tendenser er nok mere set end kronisk hoste. Ved mistanke om smitte med hjerteorm undersøges tre afføringsprøver mikroskopisk for larver. Afføringen opsamles 3 dage i træk og helst uden jord og græs tilblandet.

​En blodprøve kan også vise om hunden er smittet. Hunden skal dog have været smittet nogle uger inden prøven kan påvise parasitten.
​Hjerteorm behandles med forskellige præparater. Der bør altid foretages en kontrolundersøgelse af afføringen efter 1 måned samt efter 3 måneder for at sikre sig at hunden er smittefri.
​I enkelte tilfælde er hjerteormen svær at få bugt med, enten på grund af parasittens vedholdenhed eller på grund af gentagen smitte med hjerteormen.

​Hunde bør undersøges min. 2-4 gange årligt for hjerteorm såfremt den færdes i områder med risiko for smitte. En ubehandlet hund kan udskille hjerteorm i flere år.
​
Katte kan også smittes med hjerteorm - kattens hjerteorm er dog endnu ikke påvist i Danmark.

Kig ind på www.hjertelungeorm.dk

Lungeorm

Rævens lungeorm kan smitte vores hunde og katte. I vore klinikker påvises jævnligt lungeormslarver i afføring fra hunde. Lungeormen smitter, som hjerteorm hundene ,via snegle. Ofte giver infektion med lungeorm ikke så udtalte symptomer som hjerteormen. Træthed samt nedsat ydeevne er mest almindelige symptomer. Da lungeormen indtager lungevævet, kan kronisk infektion give vedvarende lungeforandringer, der minder om astma.

​Lungeormen er nemmere at behandle end hjerteormen, hvorfor det er vigtigt at skelne imellem disse to parasitter. ​Også katte kan smittes med lungeorm!

​3 afføringsprøver (opsamlet 3 dage i træk) er som oftest nok til at stille diagnosen. Hunde og katte i smittetæt område bør undersøges min. 2 gange årligt!

Bændelorm

Der findes mange forskellige arter af bændelorm. Den oftest forekommende ses hos både hunden og katten. De fleste katteejere har set de karakteristiske bændelormled, indeholdende massive mængder æg.
​
Lopper og lus kan optræde som smittekilde – når katten eller hunden bider efter fx loppen, kan den sluge den og hermed også en masse bændelormcyster (æg). ​I de fleste tilfælde tåler både hunde og katte smitte med bændelorm uden at udvise nogen symptomer anden end udskillelse af bændelormled.

Er der tale om massiv smitte kan der ses opkast, forstoppelse, spiseværing på grund af koliksmerter samt kløe bagtil.

Ud over rundorm og bændelorm kan både hunde og katte (samt gnavere og fjerkræ) smittes med coccidier af forskellig art.
​Coccidier er en lille encellet parasit, der beboer forskellige afsnit af tarmsystemet
​Coccidier kan foranledige symptomer, der minder om smitte med indvoldsorm. Oftest ses dog ingen eller kun svage symptomer hos voksne individer.
​
Som med indvoldsorm kan coccidier ikke ses med det blotte øje.